Nu kan firmaer få energisparetilskud til at købe nye biler
- 4. okt. 2015
- 2 min læsning

Elselskabet Seas-NVE giver et tilskud på 2.000-4.000 kr. til flådeejere, der udskifter bilparken med mere brændstoføkonomiske modeller. Miljøorganisation siger god for ordningen.
De danske el-, naturgas- og fjernvarmekunder betaler til, at der kommer nye biler ud på de danske veje.
Det sjællandske elselskab Seas-NVE giver nemlig nu et tilskud fra energisparepuljen til de nye biler. Det gør det mere favorabelt for firmaer at købe nye og mere energieffektive biler med et bedre energimærke.
»Hvorfor skulle vi ikke gøre det? Vejtransport er en af de helt store syndere, når det kommer til CO2-udledning. Vi vil gerne gøre vores til, at biltrafikken bliver mere effektiv,« siger presseansvarlig Kristoffer Høst-Madsen fra Seas-NVE.
Læs også: Du betaler skat til energibesparelser, som var blevet gennemført alligevel
»Det handler måske om 2.000-4.000 kroner i tilskud pr. bil. Det er jo ikke noget, der gør, at man vælger at købe flere biler,« tilføjer han.
Tilskuddet kan kun komme såkaldte flådeejere med mere end tre biler til gode. Det kommer kun til udbetaling, når de udskifter bilerne. Der er derfor ikke tale om incitament til at købe flere biler, understreger Seas-NVE.
Hvert år betaler danskerne i alt 1,5 milliarder kroner til energibesparelser. Pengene bliver opkrævet som en del af regningen for strøm, naturgas og fjernvarme, og selskaberne i de brancher har forpligtet sig til at føre besparelserne ud i livet.
Læs også: Rådgiver: Danskerne betaler en halv milliard for meget for energibesparelser
Siden sidste år har transportsektoren været med i ordningen, og derfor har Seas-NVE givet mulighed for, at bilforhandlere kan søge tilskud, hvis de skal sælge en bil. Lidt ligesom hvis en håndværker skal lave et tilbud på nye vinduer, indberegner han så tilskuddet og giver det som rabat til kunden.
Følg med i transportens energiforbrug – abonnér på Ingeniørens nyhedsbrev
Men er det så elkunderne på Sjælland, der skal bidrage til, at en nordjysk håndværker kan udskifte sin varevogn lidt billigere?
»Over en bred kam kan man sige, at vi henter besparelserne ind som land, ikke som selskab eller region. Der er måske nogle kunder i vores region, som vælger at bruge en håndværker i Jylland – og på den måde kommer tilskuddet så dem til gode.«
Seas-NVE skal sørge for besparelser på i alt 158 millioner kWh i år. Selskabet opkræver over nettariffen (prisen for at få transporteret strøm gennem det lokale elnet) 45 millioner kr. til formålet.
Miljøorganisation: Det er en fin idé
Et tilskud til at købe nye biler ligner ikke umiddelbart en vindersag hos miljøbevægelsen, men Det Økologiske Råd siger god for Seas-NVE's nye ordning:
»I en bedre verden så vi gerne, at man var skrappere over for transportsektoren. Men i praksis synes vi, at det er en fin idé,« siger Jeppe Juul, energipolitisk medarbejder hos Det Økologiske Råd.
Seas-NVE’s tilbud er det første af sin slags, og der er derfor ikke tal på, hvilken betydning det vil have:
»Vi må jo se tiden an, da dette er en helt ny mulighed. For os er det afgørende, at tilskuddene går til professionelle flåder, hvor der er en større økonomisk dynamik og større potentiale for reelle og dokumenterbare besparelser end hos private,« siger Jeppe Juul.
Comments